Overså vigepligt - ramte bil
Kvinde kørt på sygehuset efter sammenstød
Det gik galt, da en mand torsdag morgen overså sin vigepligt, da han kom kørende ad Søballevej ved Skanderborg.
Manden ramte som resultat af den oversete vigepligt ind i en bil med en kvindelig passager, da han nåede til krydset mellem Søballevej og Dalvej.
Uheldet fandt sted klokken 7.55:
- De fik begge to nogle skrammer, og da vi kom derud klagede kvinden over nogle nakke- og rygsmerter. Hun havde været ude af bilen men havde sat sig ind igen, siger indsatsleder ved Skanderborg Brand&Redning Jørgen Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vi gjorde det, at vi satte en førstehjælper ind til hende i bilen og gjorde klar til at frigøre hende, men inden vi nåede det, var ambulancen kommet. De satte en halskrave på hende og tog hende til sygehuset.
Den mandlige bilist, der var skyld i uheldet, kom ikke alvorligt til skade:
- Han var mest af alt noget chokeret, lyder det fra indsatslederen.
Begge biler var mærket af uheldet og havde skrammer og skader på henholdsvis venstre og højre side.
- Men det var ikke mere, end at vi kunne starte dem og køre dem ud i rabatten, så de ikke var til gene, siger indsatslederen.