Opruster forud for nedrivning af minkfarme
- Vil du være med til at eksekvere en stor nedrivningsopgave, der samtidig er genstand for et stort politisk fokus, spørger Bygningsstyrelsen i et stillingsopslag, hvor de søger en kommunikatør forud for nedrivning af minkfarme.
Mens minkskandalen fortsat lever på Christiansborg, forbereder Bygningsstyrelsen sig på opgaven med nedrivning af minkfarme landet over.
Det fremgår af et stillingsopslag, der netop er blevet offentliggjort.
Bygningsstyrelsen har fået opgaven med at stå for nedrivning og bortskaffelse af produktionsanlæg og andet udstyr, når sagerne om erstatning for den enkelte minkavler er afgjort, fremgår det.
Det sker som følge af den politiske aftale om erstatning til minkavlerne, som regeringen i januar sidste år indgik med Venstre, SF, Liberal Alliance og Radikale Venstre.
Kommunikation styres fra Skanderborg
Til det formål har Bygningsstyrelsen oprettet en enhed på satellitkontoret i Skanderborg, og her skal der nu en "erfaren kommunikatør" til, lader styrelsen forstå i stillingsopslaget.
Stillingen ventes besat i løbet af efteråret, så den rette kandidat kan begynde gerningen den 1. november.
Læs også
Minksagen er efterhånden en bog med mange kapitler, og kommunikatøren skal være med til at sikre præcis kommunikation, fremgår det.
- Vil du være krumtappen i vores kommunikation til et erhverv med behov for præcis og letforståelig kommunikation, skriver Bygningsstyrelsen blandt andet om stillingen, der indebærer ansvar for størstedelen af kommunikationen om nedrivningerne.
- Herunder at kommunikere præcise og letforståelige besvarelser på henvendelser fra de berørte minkavlere, nedrivningsbranchen, journalister, andre involverede myndigheder og borgere, fremgår det af stillingsopslaget.
Skal sikre transparens
Den nye kollega i Skanderborg bliver, som styrelsen beskriver det, "den drivende kraft i at levere rettidig og målrettet kommunikation til de tidligere minkavlere, nedrivningsbranchen, medier m.fl."
- Det er et vigtig fokusområde for Bygningsstyrelsen, at de berørte minkavlere er velinformerede, og at vi er transparente i processen. Her vil du spille en central rolle, skriver Bygningsstyrelsen i opslaget.
Læs også
18,7 milliarder kroner blev der i slutningen af januar 2021 afsat i den politiske aftale om erstatning til minkavlerne, som regeringen indgik med fire partier, som tidligere nævnt.
Som TV2 ØSTJYLLAND dengang skrev, skal beløbet blandt andet dække tabt fremtidig indtjening, tab af de skind, som skulle have været solgt i år samt altså dækning til udgifter af nedrivninger af bygninger.
Aftalen blev indgået knap tre måneder efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde den 4. november 2020 sagde, at alle danske mink skulle aflives.