Op og ned for Skanderborg og Århus
Skanderborg Håndbold sejrede, mens Århus Håndbold tabte terræn i toppen
Årets udgave af den bedste danske liga i herrehåndbold tyder på at blive en ganske tæt en af slagsen.
Ingen har endnu markeret sig som det eller de stærkeste hold, og det bliver yderligere understreget af, at der blot er fire point mellem nummer et og nummer ti.
Lørdag aften skulle Århus Håndbold forsøge at spille sig op på en delt førsteplads. Det ville ske med en sejr over Sønderjyske, men på trods af en god start måtte Århus Håndbold se sig slået til sidst.
Ved pausen førte aarhusianerne med tre, men til slut, hvor det hele som bekendt tæller, stod den 27-25 til Sønderjyske.
Så gik det bedre for Skanderborg Håndbold, der på udebane på Fyn slog GOG med 26-24.
Det sender Skanderborg Håndbold, der sidste år kun lige akkurat undgik nedrykning, op på en øjeblikkelig tredjeplads.
Men ligaen er endnu så tæt, at ingen hold er stukket af i toppen eller isolerede i bunden.