Nyt rådhus i Skanderborg
Rådhus fra 1970 fungerer ikke mere
Skanderborg skal have et nyt rådhus. Det står klart, efter at kommunens budgetaftale blev offentliggjort i går, fredag.
Det nuværende rådhus i Skanderborg blev indviet i 1970. Men det fungerer ikke mere, mener politikerne, der har afsat 125 mio. kr. til at bygge et nyt.
Ved at bygge et nyt rådhus slår byrådspolitikerne to fluer med ét smæk. Foruden den kommunale administration skal det nye byggeri indeholde en såkaldt dobbelthal med plads til opvisningsbane og 2.000 tilskuere. Ved større arrangementer kan hallen rumme 3.000 stående tilskuere.
Giver en besparelse
Med byggeriet samles de administrative medarbejdere, som i dag befinder sig på forskellige adresser i kommunen. Det er endnu ikke afgjort, om også Job- og socialcentret tages med i projektet.
Byggeriet giver ifølge Skanderborg Kommune en besparelse på mellem 9 og 12 mio. kr. årligt.
- Pengene kommer ind, fordi der bygges energivenligt, der spares på vedligeholdelse, og fordi det bliver muligt at effektivisere i administrationen. Det gør sammen med salget af de gamle rådhuse nybyggeriet til en rigtig god forretning, fastlår kommunen i en pressemeddelelse.