Mystisk finne set i populær badesø: Her er eksperternes bud

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at opklare finne-mysteriet med hjælp fra flere eksperter.

En gedde, en haj eller måske Loch Ness-uhyret?

Teorierne har været mange, siden TV2 ØSTJYLLAND torsdag fortalte om det mystiske foto, Thomas Friis og hans to drenge havde fået med hjem fra en tur til Knudsø ved Ry. Billedet forestiller de to drenge på en badebro. Men i vandet i højre side af billedet stikker det, der ligner en finne, op ad vandet.

- Hva’ fa’en er det?

Sådan spurgte Thomas Friis. Og det spørgsmål har mange stillet siden.

- Deres første reaktion var, at dér skulle de ikke ud og bade igen, siger faren om sine to sønners reaktion. Privatfoto: Thomas Friis
- Deres første reaktion var, at dér skulle de ikke ud og bade igen, siger faren om sine to sønners reaktion. Privatfoto: Thomas Friis

Et levn fra havedammen

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at finde svar blandt flere eksperter.

- Umiddelbart tænker jeg, det ikke kan være andet end en stor havedamsstør, der plasker rundt i overfladen i Knudsø, siger zoolog Morten Vissing fra AQUA i Silkeborg.

En stør er populær at holde i havedammen, og den haj-lignende fisk kan blive op til to meter lang og veje op mod 400 kilo.

- De stør, som folk har i deres havedamme, bliver ofte store, og så prøver de at komme af med dem. Hvis de ikke kan det, sætter de dem ud i søer, siger han.

Hvad er en stør?

Ifølge zoologen er en stør for stor til de fleste havedamme, når den har vokset sig en meter lang.

- Vi bliver tilbudt en del stør ude ved os og tager imod dem, vi nu kan. Men vi har simpelthen ikke plads til at tage imod dem alle, så jeg tænker, nogle sætter dem ud i søer i nærheden, siger han.

En størs æg kaldes kaviar. Foto: AQUA Akvarium & Dyrepark
En størs æg kaldes kaviar. Foto: AQUA Akvarium & Dyrepark

AQUA Akvarium og Dyrepark ligger i Silkeborg cirka 20 kilometer fra Knudsø. Morten Vissing skyder på, den finnelignende genstand er halefinnen på en stør på omkring 1,20 meter.

Ikke en ferskvandsfisk

Spørger man direktøren hos Kattegatcentret, er det helt sikkert ikke en ferskvandsfisk.

- Det ser virkelig mærkeligt ud. Sådan en finne stammer ikke fra ferskvandsfisk, siger Karsten Bjerrum Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han mener alligevel, at Morten Vissings teori om en udsat stør er den mest sandsynlige. 

- De kan fint overleve i ferskvand, siger han. 

Privatfoto: Thomas Friis
Privatfoto: Thomas Friis

Hverken Kattegatcentret eller AQUA mener, at den mystiske finne i Knudsø kan stamme fra en haj.

- Umiddelbart kan det godt ligne en hajfinne. Det skal jeg være ærlig at sige. Men det kan simpelthen ikke passe, siger Karsten Bjerrum Nielsen fra Kattegatcentret.

Men er det helt udelukket, at en haj har forvildet sig ind i Knudsø?

- Ja, det vil jeg sige, det er. Der er ingen arter, man vil træffe i Danmark, der vil søge op i ferskvand. De fleste kan slet ikke tåle det, siger han.

Et stort dyr

Kattegatcentrets direktør kan ikke afvise, at det, man kan se på billedet, er vingen fra en fugl, der dykker ned i vandet.

- Det er svært at se. Billeder kan snyde, og det er også grunden til, historien om Loch Ness stadig florerer, siger Karsten Bjerrum Nielsen.

Morten Vissing mener dog, at en dykkende fugl er for usandsynligt.

- Når en fugl dykker ned, ligger den ikke og stritter med den ene vinge oppe i overfladen, siger zoologen.

Der florerer en gammel myte om et søuhyre i Knudsø. Kan vi helt alvorligt udelukke det?

- Det vil jeg mene, vi helt alvorligt kan udelukke. Hvis der skulle være et søuhyre i Knudsø, skulle det være en europæisk malle, men den har ikke sådan en stor finne. Når jeg kigger på den finne, kan jeg næsten ikke se andet end en halefinne på en stør, siger Morten Vissing.

I 2014 fangede en lystfisker en kæmpemalle i en sø ved Silkeborg. Lystfiskeren ønskede ikke at oplyse, hvilken sø mallen var fanget i. Han mente nemlig, der lever endnu større maller i søen, som han selv ville fange.

En malle på over 33 kilo er blevet fanget i en sø ved Silkeborg. Det er den største malle fanget i Danmark de seneste 200 år.

En naturformidler fra Naturhistorisk Museum i Aarhus har også et bud på, hvilken fisk finnen sidder på.

- Det kunne godt være en usædvanligt stor brasen. Brasen har en rygfinne, som matcher meget godt i formen, siger Jens Thorving Andersen.

En brasen på 6,7 kilo. Foto: Fisk & Fri / Jens Bursell
En brasen på 6,7 kilo. Foto: Fisk & Fri / Jens Bursell

Men det tror Morten Vissing ikke på.

- En brasen har ikke sådan en stor finne. Den (finnen, red.) er meget stor, kan man se på billedet. Så det skulle være en kæmpebrasen, som skulle slå alle rekorder, siger han.