Minister: Et grønt kinderæg
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) var med til indvielse af Rye Kraftvarmeværk
Danmarks første kraftvarmeværk, der fungerer med solvarme og jordvarme, blev mandag indviet af miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Det er Rye Kraftvarmeværk, der er gået forrest med energiprojektet. Værket bruger solen, grundvandet og vinden til at lave varme.
- Vi har med et grønt kinderæg at gøre, siger Kirsten Brosbøl.
Hun var mandag med til indvielsen af værket.
- Det er altid dejligt at komme hjem til sin valgkreds og sin hjemstavn og opleve, at nogen herfra går foran, lød det fra ministeren under indvielsen.
Hun mener, at værket bør stå til inspiration for mange andre af landets kraftvarmeværker.
- Derfor er det jo også et foregangseksempel, som vi gerne ser, bliver efterfulgt andre steder, siger Kirsten Brosbøl.
Og det skal ske snart. Om 20 år skal el og varme komme fra vedvarende energi.
- Det er et ambitiøst mål, men med den teknologi, som nu er tilgængelig, er det heller ikke urealistisk, hvis flere begynder at gå den her vej, siger Kirsten Brosbøl.
Regeringen har afsat 55 millioner kroner på finansloven, så andre kraftvarmeværker kan gøre det i Rye kunsten efter.
Du kan se mere om kraftvarmeværket i tv-indslaget øverst på siden.