Miljørigtig rejse: Tog og elbil
Nyt forsøg med tog og elbil for østjyske virksomheder
En kombination af tog og elbil skal nu sende ansatte i udvalgte virksomheder fra dør til dør på miljøvenlig vis. Det er kernen i et samarbejde mellem DSB og elbilselskabet Better Place, der sidst i oktober starter et pilotprojekt. Ordningen starter i Høje-Taastrup og Skanderborg.
De rejsende kan bestille en elbil sammen med togbilletten. DSB ser store perspektiver i projektet.
- I stedet for at sidde i ineffektive køer kan kunderne tage til nærmeste station, sætte sig i toget og være online og effektive for så at tage en elbil til deres slutmål, siger Mogens Jønck, kommerciel direktør i DSB.
DSB er nu i færd med at skabe aftaler med virksomheder, der har medarbejdere med behov for transport mellem Østjylland og Storkøbenhavn. Planen for de to selskaber er sammen med udlejningsfirmaet Avis at etablere en eldelebilsordning ved en række togstationer.
Kunderne får adgang til to elbiler i hver af de to byer. Prisen er 350 kroner plus moms - og så har man elbil en hel dag.