Computer komponerer nyt værk flere gange i timen
Et computerprogram vil fremover spille lydværker på Ejer Bavnehøj.
SIGNAL.
Sådan lyder navnet på det lydværk, der søndag blev officielt indviet ved Ejer Bavnehøj i forbindelse med fejringen af 100-året for genforeningen af Sønderjylland med Danmark.
Det er den amerikanskfødte komponist Wayne Siegel, der står bag lydværket som fremadrettet vil blive afspillet en-to gange i timen.
- Det var med ærefrygt, jeg tog imod opgaven. Det er ikke bare et ikonisk sted, men også en national seværdighed med en meget stærk, særlig historie, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg syntes samtidig, det var helt fantastisk, at man gerne ville have en helt ny og moderne lydinstallation i sådan et historisk tårn.
Nyt hver gang
Det værk, eller den lydinstallation, som vil lyde ud over Ejer Bavnehøj, er lavet af et computerprogram, der vil komponere et nyt værk, hver gang programmet afspilles.
- Jeg har givet et computerprogram nogle regler for, hvordan man komponerer musik, og så finder den på noget nyt hver gang. Det skal være uforudsigeligt. Det skal være en overraskelse, siger Wayne Siegel til TV2 ØSTJYLLAND.
Musikværket, der består af en række akkorder og en klokkelyd, varer cirka fire minutter, og idéen er, at værket skal udnytte tårnets særlige akustik.
Bevæget kendis
Sønderjyden Søren Ryge Petersen, der er vokset op i Gram, var hovedtaler ved 100-års fejringen, hvor der blandt blev sunget fællessange.
- Et er, at jeg får lov til at sige nogle ord, det har jeg nærmest allerede glemt igen. Men vi har sunget fem af de allerbedste og mest elskede danske sange, og de sange bevæger mig stadigvæk, siger Søren Ryge Petersen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Alt, hvad der har med Sønderjylland at gøre, bevæger mig, og dagen i dag betyder nok mere for sønderjyder, end man tror.
Man har siden genforeningsdagen den 15. juni kunnet høre en testudgave af det elektroniske lydværk SIGNAL på Ejer Bavnehøj.