L.O.C indtager Bøgescenen
L.O.C. er et af de populære navne på plakaten, når musikken for alvor går i gang onsdag på årets Smukfest
Når L.O.C. onsdag aften går på Bøgescenen på årets Smukfest, vil det højst sandsynligt være et broget publikum, der hopper med. Selvom L.O.C. af mange kendes som en hårdtslående rapper, så spænder hans fanskare vidt. Fra mænd til kvinder i alle aldre.
Da Liam Nygaard O'Connor i 2001 sparkede scenetæppet ind til dansk musik med debutalbummet "Dominologi", handlede de velformulerede røverhistorier mest af alt om sprut, damer og byturer med vennerne.
Samme tendens gjorde sig gældende på "Inkarneret", der kom to år senere, hvor gennembrudssinglen "Undskyld" sikkert fik hr. og fru Danmark til at kløjes i kaffen, da L.O.C. spørger en kvinde, om hun kan tilgive hans nedre del for utroskab.
Læs også
Alt sammen leveret på et musikalsk baggrundstæppe der er så stærkt inspireret af den amerikanske West Coast lyd, at man skulle tro, L.O.C.'s spyt var erstattet med saltvand direkte importeret fra Esbjerg.
På tredje plade, "Cassiopeia" fra 2005, sker der lige så stille noget med L.O.C., der kommer til at præge resten af hans karriere. På en del af pladen er kvinderne og klubben skiftet ud med en følsom side.
En side af Liam O'Connor der får fuldt spil på dobbeltalbummet "Melankolia/XXxCouture", hvor han gennemgår de syv dødssynder fra egen synsvinkel og fra populærkulturens.
Læs også
Fra da af og til nu har L.O.C. stille og roligt skiftet ham. Han har ændret sig fra en Aarhus V-stodder til på det sidste nye album "Grand Cru" at ligne og lyde som en sjette mand i den legendariske gruppe The Rat Pack.
- Folk på min egen alder har travlt med at være drengerøve i stedet for ansvarlige mænd. Skal vi absolut alle være på vej mod fyrrene og stadig ryge på klubben hver fredag? Kunne man ikke bare invitere på en ordentlig middag?, sagde L.O.C. til Gaffa i forbindelse med udgivelsen af "Grand Cru".
L.O.C. går på på Bøgescenen, der er den største af scenerne på Smukfest, onsdag klokken 21.45.