Løbsk ko forvilder sig ud på motorvej
Trafikanter bør være ekstra opmærksom nær Skanderborg
Det er ikke kun bil-køer, der løbende giver problemer for de hårdt prøvede trafikanter på E45. Også køer af kød og blod kan tilsyneladende genere trafikken.
Lørdag eftermiddag er det lykkedes en ko at forcere en indhegning og forvilde sig ud på motorvejen nord for Skanderborg.
SE OGSÅ: Redningsaktion i Kalø Vig: Sejler kæntret
Ifølge trafikmeldingerne fra stedet befinder der sig kort før kl. 16.45 en ko nær kørebanen i det nordgående spor.
Det store dyr går rundt i rabatten nær rastepladsen Fuglsang Øst cirka to kilometer syd for afkørslen ved Skanderborg Nord.
Trafikanterne på strækningen bør køre forsigtigt, indtil koen er transporteret væk. Politiet er underrettet og er på vej til stedet for at få koen indfanget.