Lastbil kørt i grøften på E45: Vejen spærres mens den bjærges
Der er kø på E45 ved Skanderborg i nordgående retning, da højre spor har været spærret, efter en lastbil fra Rema 1000 er kørt i grøften
Skal man nordpå på E45 fra Horsens mod Aarhus, kan man godt regne med, at det kommer til at tage noget længere tid end normalt.
Nødsporet er spærret mellem afkørsel Skanderborg V og afkørsel Skanderborg N, efter en Rema 1000-lastbil er kørt af sporet. Højre spor har desuden været spærret.
Læs også
Den første melding fra Vejdirektoratet lød på, at begge spor ville være åbne igen omkring klokken 15.30, når lastbilen var blevet bjærget.
Men Sydøstjyllands Politi oplyser, at man har valgt at udskyde bjærgningen.
- Vi går først i gang efter klokken 18, så myldretiden er overstået først. Vi kommer til at spærre begge spor og lave noget omkørsel i den halve time, det tager at bjærge lastbilen, siger Flemming Lau, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Man skal forvente længere rejsetid på strækningen, indtil lastbilen er væk fra grøften.
Omkring klokken 14.15 var rejsetiden forlænget med cirka 20 minutter.
- Rejsetiden kan godt blive længere i myldretiden. Det er dog svært at sige hvor meget længere, den bliver, siger Kenneth Andersen, der er vagthavende i Vejdirektoratets Vejtjeneste, til TV2 ØSTJYLLAND.