Lars Kraghs forældre fundet døde i bil efter anholdelse

To personer, politiet mener at være Lars Kraghs forældre, er fundet døde i den bil, som Lars Kragh førte, da han blev anholdt

1 af 2

Der er fundet to døde personer i den bil, som den forsvundne Lars Kragh blev anholdt ved, oplyser Østjyllands Politi. 

De mener, at der er tale om Lars Kraghs forældre - Kirsten og Jørgen Kragh. 

SE OGSÅ: Video: Stor anholdelsesaktion - forsvundet søn er anholdt

- Vores kollegaer hos Sydøstjyllands Politi har foretaget anholdelse af den eftersøgte Lars Kragh, mens han kørte i forældrenes bil. Den blev bragt til standsning ved Vonge Kirke. I bilen fandt vi to personer, som vi mener er Lars Kraghs forældre. De var begge døde, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi ved en pressebriefing.  

42-årige Lars Kragh bliver sigtet for manddrab og fremstilles i morgen ved retten i Randers i grundlovsforhør. 

SE OGSÅ: Forsvundet søn er tidligere soldat og PTSD-ramt

Han er i øjeblikket i arresten i Aarhus. 

Kirsten og Jørgen Kragh fra Låsby og deres søn Lars Kragh forsvandt i torsdags, og de har været efterlyst siden lørdag.

SE OGSÅ: Politiet takker offentligheden for hjælp i Kragh-sag

Det er senere kommet frem, at 42-årige Lars Kragh lider af PTSD efter udsendelse i Balkan tilbage i 90'erne. 

__________________________

HER ET ET OVERBLIK OVER SAGEN:

Lørdag 9. juli
Politiet efterlyser ægteparret fra Låsby og deres voksne søn, da stærkt bekymrede pårørende ikke har kunnet få kontakt med dem siden torsdag.

Pårørende har fortalt, at de normalt er i kontakt med familien hver dag. Politiet ved ikke, om ægteparret er sammen med deres voksne søn.

Ægteparrets koksgrå VW Golf, der også efterlyses, bliver set lørdag formiddag passere Limfjordstunnelen ved Aalborg.

Søndag 10. juli
Det kommer frem, at politiet har ransaget den 42-årige søns hjem, der ligger i landsbyen Uggelhuse øst for Randers.

Politiet finder nogle ting, der giver anledning til bekymring. Hvad det konkret er, vil politiet ikke oplyse af hensyn til efterforskningen.

Det kommer samtidig frem, at sønnen lider af posttraumatisk stress efter at have været udsendt som soldat.

Både sønnen og forældrene er kendt i veterankredse, hvor de har søgt hjælp til sønnen gennem to år, oplyser Yvonne Bramsen, der arbejder i Hærens Konstabel og Korporal Forenings livline, til TV2 Østjylland.

Mandag 11. juli
Politiet modtager et tip mandag aften fra en borger, der fortæller, at han med sikkerhed har set den 42-årige Lars Kragh og den efterlyste VW Golf i nærheden af Blåvand.

Både mand og bil er dog væk, da politiet når frem.

Tirsdag 12. juli
For første gang siger politiet, at der kan ligge en alvorlig forbrydelse bag familiens forsvinden.

Tirsdag aften oplyser politiet, at Lars Kragh er blevet anholdt tirsdag klokken 16.16. 

Ved en pressebriefing klokken 20.30 oplyser politiet, at man har fundet to døde personer i bilen - det menes at være Lars Kraghs forældre. 

Kilde: Ritzau 

Lars Kraghs bolig i Uggelhuse blev i weekenden ransaget af politiet. Foto: Bo Amstrup - Scanpix