Lam opkaldt efter tv-værter: Cecilie Frøkjær er mest kælen
Fåreavler Jakob Korsvik fra Hørning har en hel særlig måde at kende sine søde påskelam fra hinanden – de er alle opkaldt efter tv-kendisser
Hvert år giver fåreavler Jakob Korsvik fra Hørning sine nye lam navne, og temaet i år er tv- og studieværter.
Så i stalden på gården løber Cecilie Frøkjær, Ulla Terkelsen og Kim Bildsøe Lassen rundt sammen med TV2 ØSTJYLLANDs egen Anna Louise Tranæs Didriksen.
- Hendes her er favoritten, det er nemlig Anna Louise Tranæs Didriksen. Den, der er mest kælen, er Cecilie Frøkjær, siger Jakob Korsvik, imens han holder om de søde lam.
Men selvom stort set alle de nye lam har fået navne efter tv-kendisser, kan det stadig være svært lige at skelne dem fra hinanden.
- Den lille er Kim Bildsøe, nej det er da Ulla Therkildsen, lyder det fra avleren under præsentationen.
Ifølge ham er de to sødeste klart de kælne Anna Louise Tranæs Didriksen og Cecilie Frøkjær, men lige meget hvad venter der lammene en hård skæbne.
- De skal slagtes til august eller september, men det kan dog godt være, et par af dem er så gode, at de kommer til at indgå i avlen, forklarer Jakob Korsvik.
Du kan se en video med avleren og de søde lam øverst i artiklen.