Kommune vil splitte bofællesskab: - Hvor skal Lars nu bo?

I halvandet år har Skanderborg Kommune planlagt, at Lars og resten af hans bofællesskab skulle flytte – nu må de splitte beboerne ad, da de nye lejligheder ikke kan bruges.

For halvandet år siden besluttede Skanderborg Kommune, at bofællesskabet Skrænten skulle flytte, da plejehjemmet ved siden af skulle udvides.

Men nu har de seks beboere, som alle er udviklingshæmmede, set de nybyggede lejligheder – og de matcher ikke deres behov.

- Jeg blev enormt skuffet over det. Jeg blev ked af det, for det var ikke det, jeg havde regnet med, siger 28-årige Lars Møller til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor vil Skanderborg Kommune splitte beboerne fra hinanden og prøve at finde pladser til dem i andre bofællesskaber. 

- De her mennesker har boet sammen de seneste seks år og er gode venner og har et meget stærkt netværk sammen. Det synes jeg, vil være helt forkert at skille ad, siger Per Møller, som er far til Lars.

Lars Møller er født med to hjerneblødninger og har brug for hjælp og støtte til det praktiske i hverdagen.

De nye lejligheder er indrettet, så der er ét værelse, badeværelse og et tekøkken, hvor der lige kan være et bord med stole. 

I dag har Lars en stue med te-køkken, badeværelse og et soveværelse. Derfor vil Lars Møller ikke kunne have alle sine ting der.

- Det er en uanstændig måde at behandle de her borgere på. At tilbyde dem noget, som er så dårligt i forhold til det, de har, siger Lars' far, Per Møller, til TV2 ØSTJYLLAND.

Lars Møller har boet i bofællesskabet Skrænten i seks år. Han betaler selv husleje for at bo i lejligheden, som er en del af bofællesskabet med fællesarealer og bostøtte.
Lars Møller har boet i bofællesskabet Skrænten i seks år. Han betaler selv husleje for at bo i lejligheden, som er en del af bofællesskabet med fællesarealer og bostøtte.

quote - Det er en uanstændig måde at behandle de her borgere på.

Per Møller, far til Lars.

Var lovet noget tilsvarende: - Det er uanstændigt

Skanderborg Kommune havde ifølge Lars´ far, Per Møller, lovet, at bofællesskabet kunne flytte over i noget tilsvarende det, de har i dag.

- Jeg synes ikke, det er fair nok, at man ikke opfylder de betingelser, man selv har sat op fra start, hvor man ville flytte bofællesskabet, holde dem samlet og flytte dem til noget tilsvarende.

Han forstår ikke, hvordan det kan komme som en overraskelse her lige inden, beboerne skulle til at blive opsagt.

- Det er sjusk fra kommunens side. Kommunen må jo have haft plantegningerne over de her lejligheder, da man sagde ja til det i sin tid. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor de ikke er lagt på bordet, så man kunne have reageret noget før, siger Per Møller.

De bor seks beboere i bofællesskabet Skrænten. De betaler selv husleje for deres lejligheder, og får dagligt hjælp til praktiske ting.
De bor seks beboere i bofællesskabet Skrænten. De betaler selv husleje for deres lejligheder, og får dagligt hjælp til praktiske ting.

De pårørende til de andre beboere kan heller ikke forstå, hvordan det her kan ske – og de mener heller ikke, at det er i orden fra kommunens side.

- Det handler jo om, at han får nogle leveforhold, som er tålelige at være under. Det er jo formodentligt det sted, han skal bo resten af sit liv, siger Per Møller.

VIDEO: Her ser Lars´ far, Per Møller, en af de lejligheder, som det var meningen, at beboerne fra bofællesskabet skulle være flyttet ind i.

Kommune erkender fejl

Skanderborg Kommune erkender, at de nye lejligheder ikke matcher beboernes behov. 

- Vi havde fået at vide, hvilken størrelse kvadratmeter, de havde - men indretningen gør det helt umuligt for folk med et handicap at bo der, siger chef for sundhed, omsorg og handicap i Skanderborg Kommune, Lis Kaastrup, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg kan ikke give dig fuldstændig klare svar på, hvorfor det er gået på den her måde. Nu skal vi have rettet op på det, så det bliver nogle tilbud, som den enkelte godt kan se sig selv i, tilføjer Lis Kaastrup.

En af lejlighederne som beboerne fra Skrænten skulle være flyttet ind i. Her er der et værelse, tekøkken, hvor der kan være et bord med stole. Derudover er der en større lejlighed, som de ville kunne bruge til fælles arrangementer.
En af lejlighederne som beboerne fra Skrænten skulle være flyttet ind i. Her er der et værelse, tekøkken, hvor der kan være et bord med stole. Derudover er der en større lejlighed, som de ville kunne bruge til fælles arrangementer.

I har vel set tegningerne af lejlighederne, inden I sagde ja?

- Det har vi ikke. Der har været en masse udfordringer i forhold til at få gjort klar til det her plejecenter, så lige pludselig lå beslutningerne der.

Det er svært for beboerne, at der nu er uvished om, hvor de i fremtiden skal bo.

- Vi har en opgave i at samle op – både for beboerne og de pårørende, så de igen bliver trygge ved, at der bliver fundet nogle løsninger, som vil være okay også fremtidigt, siger Lis Kaastrup.

quote Det her var det eneste sted, vi kunne finde, hvis de seks skulle blive sammen som et bofællesskab.

Lis Kaastrup, chef for sundhed, omsorg og handicap, Skanderborg Kommune.

Vil splitte bofællesskabet op

Skanderborg Kommune har ikke et alternativt sted at flytte bofællesskabet hen – derfor er der ikke andre muligheder end at splitte beboerne ad og finde pladser til dem i andre bofællesskaber.

- Alt hvad man kan se i bagklogskabens klare lys, der skulle vi have gjort det her anderledes - ingen tvivl om det, siger Lis Kaastrup.

Kan I være det her bekendt?

- Ikke i de allerbedstes verdener, men det bliver i de muligheders verden, siger Lis Kaastrup.

Nu skal sagsbehandlere i gang med at finde løsninger sammen med beboerne og de pårørende. 

Hvad der fremover skal ske med Skrænten er på dagsordenen til Socialudvalgets møde i morgen, tirsdag.


VIDEO: Lars Møller har været glad for at bo i bofællesskabet Skrænten, men da de nye lejligheder ikke er egnede til beboerne, så skal der findes et nyt sted til dem.