Kom med på udgravning og bliv arkæolog for en dag
Skanderborg Museum inviterer børn og voksne med på en udgravning i efterårsferien, hvor de kan prøve at være arkæolog for en dag
Det vrimler med folk, der gerne tager en tur med metaldetektoren eller smutter en ekstra tur omkring det lokale museum.
Interessen for historie og arkæologi er stigende. Det er blandt andet derfor, at Museum Skanderborg i efterårsferien har arrangeret, at børn og voksne kan komme med på en udgravning og prøve at være arkæologer for en dag.
- Jeg synes, at folk er meget historieinteresserede lige i øjeblikket. Vi oplever en stor interesse for, at folk godt kunne tænke sig at komme med ud på udgravninger. Det er meget sjældent, at det kan lade sig gøre, fortæller arkæolog på Museum Skanderborg, Louise Søndergaard.
Læs også
Arkæolog for en dag
Tre af de deltagende er Laurits Buchhave, hans storebror og morfar.
- Mærkeligt at tænke på, at man graver i noget, som andre har brugt i gamle dage, fortæller Laurits Bendix Buchhave på 9 år fra Aarslev.
Han fik blandt andet gravet resterne fra et lerfad frem.
- Den er rigtig stor i forhold til de andre ting, som vi har fundet. Jeg bliver rigtig glad, fordi at man selv finder den, fortæller Laurits Bendix Buchhave.
Flere og flere bliver amatørarkæologer
Antallet af amatørarkæologer har været stigende de seneste år. Laurits’ morfar er en af dem.
- Hver gang vi finder noget, er det bare rigtig spændende, fortæller Henning Buchhave fra Odder.
Louise Søndergaard er ikke undrende over for den stigende lyst til at komme med på udgravninger.
- Det handler om, at det er mig, der rører det for første gang. Det er et kæmpe sug, som man skal mærke, før man ved, hvad det handler om, fortæller hun.
Det er Marius Bendix Buchhave enig i. Han synes, at det er spændende at være med.
- Man finder mange ting og finder ud af, hvad de brugte dengang, hvad de lavede, og hvem de var, fortæller Marius Bendix Buchhave.