Knuste ruder og stjålne airbags: Tyve hærger i Skanderborg
Både Skanderborg Bilcentrum og Via Biler Skanderborg vågnede op til smadrede ruder mandag morgen
Det var ikke den bedste start på ugen, to bilforhandlere i Skanderborg fik, for hos både Skanderborg Bilcentrum og Via Biler Skanderborg vågnede man op til smadrede ruder på en række af udstillingsbilerne.
- De har smadret ruden på fem af vores biler og stjålet airbags fra alle. Det er virkelig irriterende at vågne op til, og det er tredje gang i år, at det sker hos os. Alle bilforhandlere er udsatte, da airbags er en nem vare at afsætte, så vi kan som regel følge deres færden med tyverier op gennem Jylland, siger Steffen Dalsgaard fra Skanderborg Bilcentrum til TV2 | ØSTJYLLAND.
Hos Via Biler Skanderborg nåede tyvene at bryde ind i fire biler.
- Det er første gang i år, men det sker med jævne mellemrum, når der står nogle i Polen og mangler airbags. Der er ikke meget, vi kan gøre for at forhindre det. Vi kan sætte hegn og kamera op, men så klipper de hul og bærer huer, siger Henrik Hansen fra Via Biler Skanderborg til TV2 | ØSTJYLLAND.
Begge bilforhandlere har meldt tyverierne til politiet, og der er taget fingeraftryk på gerningsstederne.
Øverst i artiklen kan man se video fra Skanderborg Bilcentrum, hvor tyve natten til mandag brød ind i fem biler. Videoen er filmet af Palle Hansen.