Kendt kro står til nedrivning: Styrelse vil ophæve fredningen
Munkekroen står til at blive revet ned, efter at Slots- og Kulturstyrelsen har oplyst, at de mener, fredningen af kroen skal ophæves
Den ældgamle Munkekro i Skanderborg er ved at falde sammen. Men hidtil har det alligevel ikke været tilladt at rive den stærkt forfaldne bygning ned.
Det skyldes, at bygningen er fredet, men torsdag har Slots- og Kulturstyrelsen oplyst, at deres opfattelse er, at fredningen skal ophæves.
Det fortæller ejeren af kroen, Finn Damgaard.
Læs også
- Vi vil nu søge om at få den nedrevet, for den er jo til gene og usikkerhed for byens borgere. Den falder jo sammen, hvis jeg fjerner de jernstopler, der er sat op derinde, siger ejeren til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har længe kæmpet en kamp for, at kroens fredningsstatus skulle ophæves.
Kun 10 procent af kroen kan reddes
Bygningen har stået og forfaldt i 10 år. Den forrige ejer er gået konkurs.
Den nuværende ejer, Finn Damgaard, overtog bygningen som et konkursbo for lidt over to år siden. Finn Damgaard har fået lavet en rapport, der viser, at mellem 85 og 90 procent af bygningen skal erstattes af nyt materiale, hvis kroen skal restaureres.
Læs også
- Det, man kan lave, er en kopi, og det vil komme til at koste mindst syv millioner kroner, siger Finn Damgaard.
Derfor ser han nedrivning som den bedste løsning.
Han afventer nu, at den offentlige høringsperiode er slut den niende februar, hvorefter Slots- og Kulturstyrelsen træffer den endelig afgørelse om, hvorvidt kroen skal blive ved med at være fredet eller ej.