Dette er en personlig fortælling om ikke at have et kørekort. Du vil blive udsat for tanker og følelser og få et indblik i mit liv. På forhånd undskyld. Du vil møde Kim Kørelærer. En anden mand uden kørekort har fået en birolle i min fortælling. Vi har filmet mig til teoriprøve og på manøvrebane. Go' fornøjelse.
- Du ved godt, der er forskel på en kofanger og et anhængertræk, ikk'?
Jeg svarer 'ja, selvfølgelig'. Jeg kan mærke, at det er svaret, min forlovede forventer. Men jeg lyver. Hun kunne lige så godt have spurgt, om jeg kender forskellen på råhvid og cremehvid.
Vi har lige haft vores Hyundai i30 til eftersyn, og jeg har sagt noget, der giver anledning til undren. Det sker jævnligt og er ikke afgrænset til vores bil.
Jeg er en 42-årig mand, og jeg ved nada om biler. De har aldrig rigtig interesseret mig. Med én undtagelse.
Da vi skulle købe "det hvide lyn", led jeg af en slags mani. Sikkerhedsniveauer, priser på service og reparation, bilmærkers estimerede levetid. Jeg vidste alt, og jeg brugte hver aften på bilbasen.dk. Så købte vi bilen. Farvel mani.