Hylke får støtte til legeplads
Hylke Multihus får 30.000 kroner i støtte til et inspirerende udeområde
I Hylke syd for Skanderborg er de ved at opføre en ny skolebygning, og nu sender Skanderborg Kommunes Landdistriktspulje en hjælpende hånd, så legepladsen, der hører til skolen og Multihuset, kan blive renoveret.
- Vi er enormt glade for den flotte sum, som Landdistriktspuljen har tildelt Multihusets udearealer. Nu ser vi frem til at omdanne midlerne til tiltag, der kan motivere børnene til leg, siger Helle Hansen, der er formand for bestyrelsen for Hylke Multihus, i en pressemeddelelse.
Se: Borgerne glæder sig i Hylke
Hidtil har Multihuset ikke haft de økonomiske midler til at gøre noget ved legepladsen, og derfor falder pengene på et tørt sted. Det betyder dog ikke, at folkene bag Multihuset er færdige med at søge midler til arbejdet med udearealerne.
- Vi har erfaret, at det er en stor post at skabe gode og holdbare rammer for udearealerne, men de bidrag vi allerede har fået, gør en kæmpe forskel, siger Helle Hansen.