Husker du Gummi-Tarzan? Ny og unik legeplads hylder folkekær forfatter
En ny legeplads, der blev indviet lørdag i Skanderborg, skal hylde skævheden og byens store forfatter, Ole Lund Kirkegaard.
Manden bag Gummi Tarzan, Lille Virgil, Otto er et næsehorn og Orla Frøsnapper blev i dag hyldet i Skanderborg.
Det skete, da en legeplads i Byparken, med udgangspunkt i Ole Lund Kirkegaards fantasifulde universer, blev indviet:
- Han var ikke småborgernes profet. Han var de skæve typers mand. Og han var en dreng, der allerhelst ville have været indianer.
Det fortæller Uffe Høj, der er formand i foreningen Di Heslige Slønglers Klup i Skanderborg, som har til formål at sætte fokus på Ole Lund Kirkegaards tidløse forfatterskab og det frie, fantasirige og skabende børneliv.
Og netop det skæve og fantasifulde har fået god plads på legepladsen, der i dag kunne tages i brug af Skanderborgs børn for første gang.
En påmindelse om at huske fantasien
Legepladsen har i alt kostet knap en million kroner.
Næsten alle pengene er indsamlet takket være støtte fra Skanderborg Kommune, sponsorer og donationer – og startet på baggrund af private initiativer og hårdt arbejde.
Alt sammen med det ønske at ære den folkekære forfatter Ole Lund Kirkegaard, der voksede op i Skanderborg.
Læs også
I løbet af sit liv uddannede han sig til noget af en uortodoks lærer:
- Fordi han tænkte, at det her autoritære system, som eksisterede i 50’erne, da han var dreng, det ville han ikke vedkendes. Så han blev en lærer, der tog eleverne ind til sig, fortæller Uffe Høj.
Ligesom Ole Lund Kirkegaard som bekendt også blev en atypisk og kendt forfatter, hvis bøger udkom på over 26 sprog.
Men arbejdspresset var stort, og Ole Lund Kirkegaard udviklede med årene et misbrug. Han døde på tragisk vis en nat på vej hjem fra kro i 1979. Kun 38 år gammel.
Med den nye legeplads lever fantasien, de skæve fortællinger og mindet om en stor forfatter videre. Samtidig med at de farvestrålende tårne og klatrestativer skal minde skanderborgenserne om en vigtig evne:
- Det skal blive ved med at være en påmindelse til os, der lever i dag, om, at vi aldrig skal glemme vores fantasi. Med fantasien kan alt opnås, siger Uffe Høj.