Hørning er lørdag uden varmt vand
Fredagens kraftige regnvand har fået konsekvenser for borgerne i Hørning
Her til morgen vågnede borgerne i Hørning op til manglende varmt vand i hanerne.
- Det er fordi, der er en station inde i Aarhus, der er oversvømmet efter regnmængderne i går, og så ryger vores varmeforsyning ud til Hørning, da vi får vores varme fra Studstrupværket, siger ledningsmontør Kim Christoffersen fra Skanderborg-Hørning Fjernvarme til tv2oj.dk.
Det er endnu uvist, hvor længe der vil være lukket for varmeforsyningen.
- Vi arbejder på sagen for at få løst problemet så hurtigt som muligt. Vi er ved at få tændt en varmekedel i Skanderborg, men det tager noget tid, siger Kim Christoffersen.
- Vi har endnu ingen tidshorisont. Men vi arbejder på højtryk, og det kommer op at køre i løbet af i dag (lørdag red.), fortsætter han.
Varmeforsyningen til Skanderborg og Stilling forløber normalt, det er kun borgerne i Hørning, der midlertidigt må undvære det varme vand.