Heste skabte køer – Efterskoleelever jagtede heste på motorvejen

Ridepiger fra Klank Efterskole måtte ud på en længere vandretur, efter 8 af deres heste havde forvildet sig ud på Silkeborgmotorvejen.

Hestene var sluppet ud af en fold ved Klank Efterskole i Galten. Foto: Per Oxenholt

Forstanderen for Klank Efterskole, Klaus Larsen, var ved at få kaffen galt i halsen tirsdag morgen, da han modtog et opkald fra en af sine lærere.

Vores heste er sluppet ud, lød meldingen.

Læs også Heste løs på motorvejen

- Jeg tænkte: Nu skal det gå stærkt, for det er lidt halvfarligt det her, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Hestepiger på jagt

Og herfra gik det stærkt.

- Vi får sendt hestepiger, lærere og pedel ud, for vi skal have indkredset de heste i en fart, siger han.

Pakket med æbler skyndte flokken sig i hælene på hestene, og det lykkedes efter kort tid at få dem indhentet.

Læs også Se tallene: Så mange nye er smittede i din kommune

 - Efter en lille halv time får vi fanget de første to heste, og ti minutter efter får vi styr på resten. Vi får dem lokket ud på en mark med blandt andet æbler, hvor vi så kan få styr på dem, siger han.

Vandretur hjem

Hestene havde gjort ophold på Silkeborgmotorvejen - fire kilometer væk fra den fold, de var sluppet ud fra.

Derfor havde blandt andre hestepigerne en længere tur hjem.

Hestene er igen tilbage, hvor de hører hjemme, og der arbejdes på at finde ud af, hvordan de slap ud. Foto: Dorthe Kæmpe Simonsen

- De er tilbage på skolen nu her, og de fortalte mange gange, at de havde gået fire kilometer, og nu også havde fire kilometer hjem, siger han og fortsætter:

- Heldigvis er der ikke sket noget med nogen, så det er jo en stor oplevelse for pigerne, som vi lige skal have snakket med dem om senere, forklarer Klaus Larsen.

Stor hjælp  

Hestene nåede på deres færd at spærre for morgentrafikken i begge retninger på Silkeborgmotorvejen i strækningen mellem Skovby og Låsby.

Men trafikanterne tog den lidt spøjse oplevelse med et smil.

Læs også Efter plejehjemsafsløringer: Nu skal hele ældreområdet kulegraves

- Jeg er meget glad for alle, der har hjulpet. Det har været fedt. Både naboer og bilister har været vildt gode til at hjælpe, så tak, siger forstanderen.

Hvordan hestene i første omgang er sluppet ud, er efterskolen ved at undersøge, men Klaus Larsen oplyser, at det ikke er første gang, at der er nogle af deres heste, der finder vej ud af folden.

- Det er noget, der sker hver 6. år, men det er første gang, at de er rendt ned på motorvejen, siger han.

Det var et usædvanligt syn, der mødte bilisterne på Silkeborgmotorvejen tirsdag morgen. Foto: Per Oxenholt