Her får de snart en ny miljøvenlig tankstation
Bilister i Skanderborg kan se frem til et nyt klimavenligt tankningsanlæg, som vil kunne rykke på den grønne omstilling.
Bilisterne i Skanderborg og omegn kan se frem til at tanke deres bil med brændstof, der er lavet på gylle og halm frem for benzin.
En ny tankstation med en ny grøn brændstofteknologi er nemlig på vej i Skanderborg. En brændstoftype, der både kan nedbringe CO2-udledningen og medvirke til at gøre Danmark uafhængige af russisk olie.
Og det er noget som vækker glæde hos formanden for Dansk Methanolforening.
- Vi vil tage et tigerspring frem med den grønne omstilling, siger Lars Thomsen.
Han har selv forsøgt sig med metanol i sin egen bil, og han har de seneste år arbejdet på at få et tankanlæg med metanol til Skanderborg.
- Vi har verdens tætteste grisebestand og masser af gylle og halm, og det kan vi lave til metanol, hvis vi vil, siger han.
Læs også
En klimavenlig vej
Det nye tankningsanlæg er en del af et landsdækkende forsøg, hvor 100 benzinbiler skal køre med 30-85 procent biometanol i tanken i stedet for benzin.
Og den nye brændstoftype er en gevinst for klimaet.
- Det er meget klimavenligt, så det vil give en CO2-besparelse på omkring 70 procent. Det kan blandt andet fremstilles af biogas, sol eller vind, siger Kim Winther, seniorspecialist ved Teknologisk Institut.
Det er Teknologisk Institut, der leder forsøgsordningen. Ifølge dem skal skanderborgenserne ikke vente meget længere på den nye tankstation.
- Forhåbentligt til sommer, siger Kim Winther.
I alt skal der bygges fire offentlige tankstationer i forsøgsordningen. Men allerede nu kan Kim Winther og Teknologisk Institut mærke interessen fra andre byer.
- I de senere uger er der flere og flere, der har kontaktet os og spurgt, hvornår det er muligt at få en tankstation til deres by, siger han.
Læs også
Byggetilladelse på vej
Hos Skanderborg Kommune arbejder de på højtryk for at få byggetilladelsen på plads.
- Vi er ret langt med sagsbehandlingen og arbejder med den tekniske del af processen. Det særlige er, at det ikke er hverdagskost at lave en methanol-tankstation, så vi har ikke normale standarder og rutiner, som når vi skal lave en almindelig tankstation, siger Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.
Læs også
Imens venter Lars Thomsen spændt på at få den nye tank til byen, så fremtidens brændstof kan sætte skub i både bilerne på vejene og den grønne omstilling.
- Forhåbentligt bliver det udbredt i hver eneste krog af landet, siger Lars Thomsen.