Hanne overbeviste politikerne: - Det var lidt pinligt, vi ikke skulle være med
Da Skanderborg Kommune sagde nej til at deltage i en konkurrence om at lave mest vild natur, tog Hanne Stender Damkjær sagen i egen hånd. Hun indsamlede underskrifter, og det har nu vist sig at give pote.
Midt imellem biler, der suser forbi, og handlende, der bakser med indkøbsposer, strides gule påskeliljer om en plet i solen.
- Det er kommunen, som har givet tilskud, men det er borgerne, som selv har lavet arbejdet med at grave ud, fortæller Hanne Stender Damkjær om de insektvenlige bede på Hørning Bytorv.
Læs også
For hende er de eksemplet på, hvordan man selv i en by kan plante lidt natur.
Det er der behov for, mener hun.
- Alle steder, hvor der er en ledig plet, bliver der bygget. Det giver mindre og mindre plads til naturen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor kastede hun sig ind i kampen for mere vild natur, da kommunen ikke gjorde det.
Pinligt ikke at være med
En million kroner er på højkant til den kommune, der laver det bedste projekt til fordel for biodiversiteten.
Den landsdækkende konkurrence hedder ’Danmarks vildeste kommune’, og er udskrevet af Miljøministeriet.
Konkurrencen kommer som et led i forsøget på at skabe mere biodiversitet i Danmark, fordi vi har en såkaldt biodiversitetskrise.
Hvad kan man vinde?
Vinderen udpeges af et dommerpanel bestående af miljøminister Lea Wermelin og biologen Morten DD Hansen.
Vinderen vil modtage en præmie til en værdi af 1. mio. kr. til at gennemføre et naturprojekt i kommunen. Beløbet stilles til rådighed af Den Danske Naturfond, som i samarbejde med den vindende kommune kvalificerer brugen af midlerne til et naturprojekt. Det kan være,
- en blomsterrig eng
- en mark, der skal blive natur
- at genslynge det lokale vandløb
- at skabe nye levesteder til sommerfugle og vilde planter
….. eller det kan være noget helt tredje.
Kilde: Miljøministeriet
Det betyder, at flere arter uddør, og naturen derfor bliver mere ensartet.
- Det er ligesom kunst og kultur. Du kan godt leve uden biografer. Men det er spændende. Sådan er det også med naturen. Flere arter giver flere oplevelser, siger Jesper Erenskjold Moeslund, der forsker i biodiversitet på Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND.
Da tilmeldingsfristen til konkurrencen udløb havde 89 ud af landets 98 kommuner tilmeldt sig.
Men ikke Skanderborg, hvor Hanne Stender Damkjær bor.
- Jeg tænkte øv. Det var nærmest alle kommuner i landet, der havde meldt sig til. Derfor synes jeg også næsten, at det var lidt pinligt, at vi ikke skulle være med, siger hun.
Læs også
I Skanderborg Kommune havde man allerede iværksat flere grønne initiativer, og derfor så man ikke behovet for at deltage i en konkurrence.
- Vi tænkte, vi er jo allerede i fuld gang med mange af de ting, der også er indeholdt i den konkurrence, siger Ole Drøgemüller (A), medlem af Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
430 underskrifter påvirker politikerne
Selvom tilmeldingsfristen egentligt var overskredet, lod Miljøministeriet døren stå på klem, hvis de sidste kommuner alligevel ville dyste med.
Den chance greb Hanne Stender Damkjær straks.
- Jeg tænkte, det kan simpelthen ikke passe det her. Vi bliver nødt til at gøre et eller andet. Og så lavede jeg en underskriftsindsamling.
På få dage havde 430 skanderborggensere skrevet under. Underskrifterne sendte Hanne Stender Damkjær til byrådet.
Opråbet fra borgerne fik hurtigt politikerne til at skifte mening.
- Det var ikke nogen svær beslutning fos os at sige, at der havde vi bare vurderet forkert. Der havde vi lige taget fejl af, hvor folkestemningen var i forhold til den konkurrence, siger Ole Drøgemüller (A), medlem af Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.
Nu skal Skanderborg alligevel være med i dysten om at blive Danmarks vildeste kommune, og det glæder Hanne Stender Damkjær.
- Det er jeg rigtig, rigtig stolt over og glad for. Jeg tror også, at vi trænger til her i Skanderborg Kommune, at der bliver lyttet til borgerne, siger hun.
Redder ikke biodiversitetskrisen
I Skanderborg Kommune er Ole Drøgemüller (A) ellers ikke stor tilhænger af konkurrenceformatet, fordi han ikke mener, at det vil gøre en forskel i det store billede.
- Generelt har vi lidt en skepsis over for konkurrencer, fordi vi synes måske det er en lidt poppet eller smart måde at gøre tingene på. Onde tunger ville sige, at det er sådan noget, man gør for at promovere sig som minister. Men det har vi nu lagt til side. Det er sagen, det kommer an på, siger han.
Læs også
Det kræver en national strategi, før man for alvor opnår mere vild natur, lyder det også fra Jesper Erenskjold Moeslund, der forsker i biodiversitet på Aarhus Universitet. Alligevel kan en konkurrence som denne bidrage.
- Det fokus, man skaber ved at lave en konkurrence, kan rykke noget i folks bevidsthed. Det kan være, at der er kommuner, der finder på fede løsninger, der kan genbruges i andre kommuner. Men jeg tror grundlæggende ikke, at det redder biodiversitetkrisen, siger han.
I Skanderborg vil man ikke ansætte flere medarbejdere for at blive Danmarks vildeste kommune. I stedet vil man bakke op om borgernes egne initiativer.
Derfor er det også Hanne Stender og andre skanderborggensere, der nu må gå forrest i kampen om den bedste natur.
Læs også
Hun er overbevist om, at viljen til at blive endnu grønnere i Skanderborg er stor.
- Det er jo en form for dyst, og så går der måske sport i den. Også blandt almindelige borgere. Og så tror jeg, at der kommer til at ske mere, siger Hanne Stender Damkjær.
I Østjylland er alle kommuner på nær Samsø nu tilmeldt konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. I Samsø Kommune mener man ikke, at der var tilstrækkelig tid til at finde de rette ressourcer, før tilmeldingsfristen udløb.