Frivillige vilde med Smukfest
Smukfest er begyndt at efterspørge mere specialiseret arbejdskraft, når de rekrutterer frivillige
På de sociale medier har Smukfest de seneste par dage efterlyst arbejdskraft, men det er ikke et udtryk for, at festivalen har svært ved at finde frivillige.
- Det er rigtigt, at der har været snak om, at vi har manglet frivillige, og at vi bruger de sociale medier meget her i sidste øjeblik. Men det er fordi, vi bliver ved med at finde på, og så opstår der nye hold lidt ad hoc, som vi skal bruge frivillige til, siger Maja Engberg-Sønderskov, der er foreningskoordinator, til tv2oj.dk.
Se: Her åbner Smukfest-teltpladsen
Hun forklarer samtidig, at der de seneste år er opstået et behov for mere specialiseret arbejdskraft.
- Vi efterspørger i højere grad folk med håndværksmæssig baggrund. Vi har et højt niveau i forhold til vores installationer på pladsen, og det kræver en høj faglighed, så vi skal nå lidt bredere ud, og det er de sociale medier gode til, siger Maja Engberg-Sønderskov.
Mange på venteliste
I øjeblikket er der 8.000 individuelle profiler på festivalens venteliste for frivillige. Dem på ventelisten får altid tilbuddet om en frivillig tjans først. Men der er mange, som har oprettet profilen for lang tid siden, og som derfor ikke længere er interesserede.
Se også: Smukfest-mad til socialt udsatte
- Ventelisten skal vi helt sikkert blive skarpere på, så den bliver mere effektiv, siger Maja Engberg-Sønderskov.
I år arbejder omkring 12.500 frivilligt på Smukfest, hvor de hjælper med alt fra at rejse telte, bygge barer, gøre toiletter rene, sortere flasker og tjekke armbånd.
- Vi bliver nok omkring 50-100 flere frivillige i år i forhold til sidste år, men de endelige tal har vi først på mandag, siger Maja Engberg-Sønderskov.
Smukfest går for alvor i gang i morgen, onsdag, når de første kunstnere går på scenen i Dyrehaven.