Frivillige pensionister passer baby, når mor og far er i biografen
I Galten passer de ældste de mindste, når mødre og fædre tager i biografen med deres børn.
Biografen i Galten afholder babybio, hvor forældre og deres babyer kan få et afbræk fra hverdagen derhjemme.
Og på trods af barnegråd og amning, kan de nyde filmen, da frivillige pensionister tilbyder at passe de små i foyeren under filmen.
- Jeg hygger mig og har noget overskud, jeg gerne vil fyre af og gøre noget for lokalsamfundet, fortæller Etta Gravgaard, der er frivillig i babybio og pensioneret filmoperatør i Biohuset.
Læs også
Tirsdag er der tilkaldt forstærkning af frivillige, når rekordmange forældre og børn skal i babybio i Galten.
Her får forældrene lov til at føle sig hjemme og hygge sig med hinanden, imens de ældre, hvoraf mange er bedstemødre, pludrer med de mindste.
Læs også
- Vi passer børnene så meget som muligt, og mange af dem vil gerne lege med os. Når forældrene er færdige, er de så taknemmelige og rørte, fortæller Etta Gravgaard.
Taknemmelige og rørte
Og ganske rigtigt er der også blandt mødrene stor begejstring for konceptet.
- Det er dejligt, at der er plads til de små, og hyggeligt at vi kan lave noget sammen, fortæller Karina Pedersen, der sammen med datteren Alva tirsdag er taget afsted til babybio for anden gang.
Hvis det havde været en almindelig biograftur uden babyer, var Karina ikke kommet afsted.
- Jeg tror, at både de frivillige hygger sig, og at børnene hygger sig, fortæller hun.
Frivilligt fællesskab
Besøgstallet til babybio i Biohuset er svingende, og ifølge Etta Gravgaard afhænger det meget af, hvilke mødregrupper der kommer.
Men uanset hvor stort fremmødet er, får de frivillige nogle gode timer sammen.
Læs også
- Vi er en flok, der hygger os rigtig meget og kender hinanden rigtig godt. Kommer der ikke en masse babyer, kan vi altid sidde og drikke en kop kaffe sammen.