Frands Fischer (S) er navnet på Skanderborgs nye borgmester. Det besluttede byrådet på et byrådsmøde onsdag aften.
Han overtager borgmesterkæden fra Jørgen Gaarde (S) den 1. april.
- Det bliver stort. Det hele er gået meget hurtigt, og jeg har stadig en følelse af, at det lige skal blive den 1. april, før det for alvor går op for mig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Jørgen Gaarde har været borgmester i Skanderborg Kommune i mere end ni år. Samtidig kan han skrive 21 år som byrådspolitiker på sit CV.
Ville være fodboldspiller
Det er derfor en markant skikkelse, der mandag overlader borgmesterkontoret til Frands Fischer.
- Folk plejer at sige til mig, at det er nogle store sko, jeg skal fylde ud. Men jeg tager mine egne sko med. Så vil jeg forsøge at træde i fodsporene. Jeg skal ikke være som Jørgen. Jeg skal være som mig selv, siger den kommende borgmester og uddyber:
- Jeg føler, at jeg har haft en borgmester i maven i nogle år. Det har længe interesseret mig at kunne præge lokale ting. Som yngre ville jeg gerne være professionel fodboldspiller, men da jeg indså, at det ikke kunne lade sig gøre, var det blandt andet en borgmesterpost, jeg begyndte at drømme om i stedet, lyder det fra Frands Fischer.
Frands Fischer har siddet i byrådet i Skanderborg Kommune siden 2010.