Første DM i krolf i Skanderborg
Lørdag afholdes det første officielle danmarksmesterskab i sportsgrenen krolf
Når man fusionerer kroket og golf, så får man en kæmpe succes. Det må Dansk Arbejder Idrætsforbund sande på dagen, hvor det første officielle DM i sportsgrenen afholdes i Skanderborg:
- Det betyder en hel masse, og det lader til, at det virkelig har bidt på. Der er 92 deltagere til stævnet i dag, som Dansk Idrætsforbund har valgt at gøre til et officielt mesterskab, siger Mikkel Bonnesen fra Dansk Arbejder Idrætsforbund til tv2oj.dk
Krolf blev opfundet i 1980'erne i Danmark, da en virksomhed til en personalefest valgte at kombinere kroketspillet med hullerne fra golf som en erstatning for de traditionelle buer. Og siden har særligt én befolkningsgruppe kastet sin kærlighed på den fusion:
- Jeg vil skyde på, at der til dagens DM ikke er nogen under 50 år. Måske endda 60. Det er nogle udøvere som man ikke aldersmæssigt ser til så mange andre danmarksmesterskaber, fortæller Mikkel Bonnesen.
Ved dagens DM vil borgmester i Skanderborg, Jørgen Gaarde, holde en tale inden der er præmieoverrækkelse kl. 14:45.