Badebro lukkes ved populær sø – er for farlig
Skanderborg Kommune har følt sig nødsaget til at lukke en del af badebroen ved Søbadet i Dyrehaven.
Det er varmt for tiden. Faktisk rigtig varmt. Og derfor føler mange helt sikkert for en kold dukkert. Den kan man passende tage i Skanderborg Sø. Men så skal man være opmærksom på, at en del af badebroen er lukket.
Kommunen har nemlig følt sig tvunget til at lukke en del af badebroen ved Søbadet.
- Af sikkerhedsmæssige årsager bliver vi nødt til at reparere den yderste del af den faste badebro ved Søbadet i Dyrehaven, lyder det fra kommunen.
Andre steder at bade
På billedet fra badebroen ses det da også tydeligt, at dele af broen har set bedre dage.
Om der er sket ulykker på grund af broens beskaffenhed, vides ikke, men indtil fredag den 16. juni er den i hvert fald lukket.
Du kan stadig bade fra den første del af broen, imens renoveringsarbejdet står på
Skanderborg Kommune henviser i stedet til Bybadet ved Kulturhuset i Skanderborg.
- Du kan også stadig bade fra den første del af broen, imens renoveringsarbejdet står på, oplyser kommunen.