Festival giver kunder i biksen
Fordobler omsætningen under Smukfest
Én uge om året stiger antallet af besøgende i den lille landsby Tebstrup ved Skanderborg med raketfart.
Det sker den anden uge i august, hvor Smukfest trækker tusindvis af festglade mennesker til Østjylland.
I Dagli' Brugsen i Tebstrup er man meget godt tilfreds med de mange mennesker. Mange af dem vælger nemlig at gøre deres indkøb i den lille by, inden de slår sig løs i bøgeskoven.
Brugsuddeler Allan Jakobsen fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at omsætningen hvert år bliver fordoblet - sammenlignet med en normal uge - i den uge, hvor festivalen bliver afholdt:
- Det er dejligt. Suverænt godt for os! Det er hyggeligt med en masse mennesker og god stemning. Det er en lille oplevelse for os, siger brugsuddeler Allan Jakobsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er særligt drikkevarer som øl, vand og spiritus, der bliver revet ned af hylderne i Dagli' Brugsen. Derudover er det mere praktiske ting som telt, soveposer og klapstole, som er festivalfolkets favoritter.
For at kunne betjene de mange kunder, er der ifølge brugsuddeleren blevet kaldt ekstra personale på arbejde:
- Bestyrelsen er også i arbejde. De står og sælger pølser ude foran butikken, siger Allan Jakobsen.