Fatma Øktem vil stille op i Skanderborg
Opstiller et nyt sted efter næsten seks år som spidskandidat i Horsenskredsen
Venstre-politikeren Fatma Øktem er efter alt at dømme opstillet i Skanderborgkredsen, når østjyderne næste gang skal fordele taburetterne i folketingssalen.
Fatma Øktem, der er førstesuppleant for Venstre i Østjylland, har i de seneste næsten seks år været opstillet i Horsenskredsen - men nu rykker hun altså lidt længere mod nord:
- Det har ikke været en nem beslutning, men jeg har taget den med både mit hjerte og min fornuft. Jeg begyndte min folketingskarriere i Horsens og har været enormt glad for den opbakning og tillid, som byen og Horsenskredsen har vist mig, siger hun i en pressemeddelelse.
42-årige Fatma Øktem har siddet i Folketinget for Venstre i perioden 2011-2015. Hun blev dog ikke genvalgt ved valget i juni i år.
Hun har desuden været medlem af regionsrådet i Region Midtjylland.
Aarhusiansk politiker-par skal skilles
Pladsen i Skanderborgkredsen blev ledig, efter at Kim Andersen har valgt at trække sig. Fatma Øktems opstilling i Skanderborgkredsen skal officielt godkendes på et opstillingsmøde.
Formand: Stor opbakning til Fatma
Formanden for Venstre i Skanderborgkredsen, Morten P. Hansen, glæder sig over, at den aarhusianske politiker vil stille op i hans område.
- Vi er meget glade for og stolte over, at Fatma Øktem har sagt ja til at stille op som kandidat i Skanderborg, efter Kim Andersen har valgt at stoppe. Da Fatmas navn poppede op, var der både i Venstre Skanderborg, Odder og Samsø stor opbakning og støtte til Fatma.
TV2OJ mødte Fatma Øktem under valgkampen sidste år: