Fanget i kø: Får ingen info
Ulykken på E45 har givet massiv kø, og de berørte ved ikke, hvornår de kan køre videre
Der er ikke givet information eller meldinger på, hvor længe der er kø på E45 efter den voldsomme ulykke.
Heller ikke til dem, der sidder i køen. Jesper Jonassen sidder i sin bil blot 100 meter bag ulykkesstedet, og der har han siddet længe.
- Jeg har siddet her siden klokken 17.30, og vi har ikke fået nogen information fra politiet. Vi hører lidt over radioen, men aviserne skriver, at det kan tage hele aftenen. Det ser ikke alt for lovende ud, siger Jesper Jonassen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ulykken er 100 meter foran Jesper Jonassens bil, men blot 100 meter bagved er der en afkørsel, som han ærgrer sig over, at han ikke kan komme på.
- Når afkørslen er så tæt på, så havde jeg nok valgt at få folk bakket op ad den. Men der har været utroligt mange udrykningskøretøjer, så jeg tror de har travlt, siger han.
- Jeg skulle hjem og lave noget mad og fodre mine heste, men de må vente. Det går nu også nok, siger Jesper Jonassen og understreger, at folk i køen tager situationen pænt.