Efter 31 år er det slut - sidste chance for at besøge ikonisk marked
Det er med vemod for kræmmerne på Låsby Marked, at det hele er slut efter 31 år. Snart holder de åbent for sidste gang.
En epoke slutter snart.
I 31 år har Det Blå Marked - i dag Låsby Marked - tiltrukket købelystne kunder og kræmmere, som gerne vil gøre en god handel.
Det de selv kalder for Danmarks ældste permanente indendørs kræmmermarked. Den 27. juni slår den store hal portene op for sidste gang.
- Det er trist. Det er meget trist, siger kræmmer Villi Christensen, som har været med næsten fra begyndelsen i 1989.
- Det er jeg meget ked af. Det er vi alle sammen derude, siger Villi Christensen.
Han kommer til at savne markedet i Låsby, som har en helt særlig status både blandt kræmmerne og også de faste besøgende.
- Det bliver rigtig skidt for os alle sammen. Det er det sociale, der er det vigtige. Det er ikke så meget det at lave penge, siger Villi Christensen, som også går under navnet Fuglemanden Villi.
Læs også
For mange år tilbage solgte han levende fugle og andre dyr – senere gik han over til dyrefoder.
- Jeg har solgt alverdens ting og sager derude, og været glad for at være der. Det er en livsstil at køre på markedet. Og godkendt af skattevæsenet som en livsstil, siger Villi Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
På størrelse med Himmelbjerget
Det Blå Marked blev startet af Lars Kristensen i 1989. Senere åbnede det også i Børkop, Bramming og Haslev.
En overgang var der to haller i Låsby, og folk strømmede til med omkring 10.000 besøgende i weekenderne i start 90´erne.
En turistattraktion på størrelse med Himmelbjerget, og som slog både Djurs Sommerland og Jodle Birges museum, som de sagde dengang.
Hallen blev sidste år solgt, og bestyreren gennem de seneste 15 år, Kim Kristensen, orkede ikke mere, da det de senere år ikke er gået så godt i forhold til antallet af besøgende.
- Vi kører i en dårlig periode, og jeg gider ikke mere, siger Kim Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har stået for alt det praktiske omkring markedet, når kræmmerne havde brug for hjælp eller de handlende.
- Når beslutningen er taget, så går det nemt. Det største problem er at tage beslutningen, for vi har gået længe og talt om det, siger han.
Reolsalget har gjort sit indtog
En af årsagerne til at Låsby Marked de senere år har fået færre besøgende, mener Kim Kristensen blandt andet, er på grund af reolsalg.
- Reolmarkederne overtager det. Hvor man lejer en stand og stiller sine varer ind – det er nemmere. Vi har arbejdet i weekender i mange år, siger Kim Kristensen.
Han har også selv haft reolforretninger rundt omkring herunder corona-epidemien, da Låsby Marked har været lukket.
Nu er der to weekender tilbage, inden de lukker og slukker for sidste gang. Den 27. juni er sidste dag.
- Det er en rigtig skidt dag, siger Villi Christensen, som kommer til at savne de andre kræmmere og de besøgende.