Døgninstitution på vej mod lukning

Region Midtjylland vil lukke døgninstitutionen Himmelbjerggården

02:16

1 af 2

Himmelbjerggården har været hjem for udsatte børn og unge i 120 år, og nu vil Region Midtjylland lukke døgninstitutionen, fordi de østjyske kommuner i stadig mindre grad anbringer børn og unge uden for hjemmet.

Efter kommunalreformen har kommunerne i højere grad valgt at anbringe børn i familiepleje fremfor i regionale døgninstitutioner, og det ærgrer en tidligere leder af Himmelbjerggården, at det sandsynligvis vil medføre lukning af Himmelbjerggården.

Færre institutioner

- Det er rigtig ærgerligt og synd, for det er en gammel institution med rigtig mange traditioner og erfaring og en stor opbygget ekspertise, siger Henrik Vivike, der er tidligere leder af Himmelbjerggården, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Erik Corfitz Petersen er leder af Specialområde Børn og Unge i Region Midtjylland, og han har været med til at indstille en lukning af Himmelbjerggården. Han kalder lukningen for brandærgerlig, men en nødvendighed på grund af vigende tilgang og en belastet økonomi.

Travetur satte fokus på anbragte børn i Østjylland

- Vi kan se, at døgntilbuddene ligeså stille er faldet, og samtidig er der blevet flere anbragt i plejefamilier. Jeg synes faktisk, at kommunerne har taget det alvorligt, og det er jo så os, det rammer lidt, for så klarer man opgaverne i eget regi, siger Erik Corfitz.

Den 25. maj skal der stemmes om forslaget om lukningen i Region Midtjylland, og hvis det bliver et ja, skal børn og unge på Himmelbjerggården flytte i løbet af to måneder.

Se indslaget i ovenstående video.