Digital træning er blevet et hit hos KOL-patienter
I Skanderborg tilbyder kommunen træning via computerskærmen
Hvis du er for syg til at møde op hos fysioterapeuten til genoptræning, kan du få fysioterapeuten hjem i stuen via computerskærmen.
Det er tanken bag den form for digital motion, som KOL-patienter i Skanderborg nu bliver tilbudt.
Per Hansen er en af dem, og han er glad for, at han ikke skal ud af huset for at komme til træning. Én gang om ugen logger han sig på internettet for at deltage i træningsprogrammet.
- Jeg har aldrig før gået og ventet på, om bare det ikke kunne blive tirsdag igen. Men det gør jeg nu, siger Per Hansen.
I den anden ende af hans computer-forbindelse sidder fysioterapeut Mette Hartmann. Hun har sommetider to kursister, og sommetider flere.
- De her patienter har svært ved at komme ud af hjemmet, de har ikke overskud til at komme afsted. Men jeg får en helt anden kontakt til dem, og de er måske ikke helt så ensomme i deres sygdom, siger Mette Hartmann.
Træningen har da også forbedret Per Hansens livskvalitet.
- Det betyder utrolig meget. Jeg har fået mere krudt i kroppen, siger Per Hansen.
Den gode træningsoplevelse har da også betydet, at flere af kursisterne har fået mod til at komme ud af huset til flere ting.
Se hele tv-indslaget om digital træning i videoen ovenfor.