Delegation fra Kina på besøg
En kinesisk delegation har været på besøg i Skanderborg for at drøfte et samarbejde
Bystyret i den kinesiske millionby Weifang har vist interesse for et venskabssamarbejde med Skanderborg Kommune, og derfor var en delegation bestående af politikere fra bystyret og erhvervsfolk på besøg i Skanderborg Kommune, hvor de holdt møde med lokale politikere.
Samarbejdet skal, hvis det bliver til noget, blandt andet handle om uddannelse, kultur, innovation, miljø og handel.
- Det var et fint møde, hvor vi havde lejlighed til at drøfte erhverv og fremtidige muligheder, og vi fik talt om, hvordan de to kommuner kunne have samarbejdsmuligheder og lære af hinanden, siger Jørgen Gaarde (S), der er borgmester i Skanderborg Kommune, til tv2oj.dk.
Interessen fra Weifang skyldes blandt andet, at byens største virksomhed GoerTek i efteråret 2014 købte 83 pct. af aktierne i skanderborgvirksomheden Dynaudio, der producerer højtalere.
Fredagens møde var det første mellem politikerne i Skanderborg Kommune og folkene fra den kinesiske millionby, og der er ikke lavet en fast aftale om et samarbejde.
- Det var et spørgsmål om at lære hinanden at kende, og nu skal vi overveje hvilke muligheder, der er for et samarbejde. Weifang er en stor by med fem-seks millioner indbyggere, og vi er cirka 60.000 i Skanderborg Kommune, så der er lidt ulige forhold, siger borgmesteren, der dog er åben for et samarbejde.
- Hvis vi kan finde et passende niveau og en rimelig måde at samarbejde, hvor vi kan lære af dem, og de kan lære af os. Det kan også bane vejen for virksomheder i Skanderborg Kommune, siger Jørgen Gaarde.
Det er op til byrådet, om man vil lave et samarbejde med Weifang, og emnet vil blandt andet blive taget op på et økonomiudvalgsmøde snart.