94-årige Peter arbejder fra tidlig morgen til sen aften
Peter Jensen kunne sætte sig ned med en kop kaffe og en pose Werthers original og nyde at se landmændene høste. Men det kunne han aldrig drømme om.
Den 94-årige landmand lægger træstokken ind i bunden af førerhuset på den røde Case-traktor, inden han ubesværet træder op af trapperne og finder sin plads bag rattet.
Her tilbringer han mange timer hver dag. Også i dag. Det er lige der, han har det bedst. Langt væk fra lænestolen, fjernsynet og plaidtæpper.
Meget mere end 37 timer
Arbejdsdagen begynder omkring klokken 7 og varer frem til spisetid klokken 18. Men i høstsæsonen slutter arbejdsdagen først klokken ni eller ti.
- Høsten er noget af det bedste, vi har hele året. Det er det, vi skal leve af, siger Peter Jensen under sin slidte, grønne kasket.
37 timers arbejdsuge ved han ikke, hvad er. Han holder ikke regnskab med sine timer, men det er mere. Ofte meget mere.
Den slags lange arbejdsdage vil mange forbinde med karrieretyper med dyrt betalte jobs, jakkesæt og fine, engelske jobtitler. For Peter Jensen er det en livsstil.
- Jeg har været med, fra jeg var en lille dreng, siger han.
Hårdt arbejde
I dag sidder han bag rattet i den røde Case-traktor, der klarer meget af det hårde arbejde. Sådan var det ikke, da Peter Jensen var ung.
- I dag sidder vi ned. I mine unge dage skulle vi gøre alt med håndkraft. Det vil jeg nødig gøre igen, siger han.
Derudover er der ikke meget at klage sig over, hvis man spørger Peter Jensen, der har boet på sin gård ved Skanderborg siden 1956 med sin kone Ellen.
Læs også
Ihvertfald så længe han kan passe de 65 sortbrogede malkekøer og sine marker med sønnen Erik, som ejer gården.
Pensionisttilværelsen er et velfortjent otium, han ikke har nogen planer om at trække sig tilbage til.
- Det er ikke mig. Jeg skal ud og røre mig, siger Danmarks måske ældste landmand.
Vil gøre som sin far
Sønnen Erik er tydeligt stolt af sin far. Han håber, han kan arbejde lige så længe. Hvis der er nogen, der kan bruge ham, altså.
- Det kunne da være rigtig fedt, hvis jeg kunne det. Men det er ikke sikkert, der er nogen, der vil bruge mig. At kunne gøre gavn hver dag, det er en stor ting, siger Erik.