Claus er vinbonde i Danmark: - På grænsen af, hvad der kan lade sig gøre
Det, der startede som en hobby, har udviklet sig for Claus Justsen. Nu har han fem kilometer med vinstokke på sin gård ved Vrold.
Det er sjældent, at man falder over danske vine, når øjnene hurtigt scanner vinudvalget i supermarkedet eller vinhandlen. Men faktisk er der efterhånden en del vingårde i Danmark, og én af dem ligger ved Vrold.
Det er på Justenborg, hvor Claus Justsen er vinbonde.
- Den her hobby har jo grebet lidt om sig. Nu har vi fem kilometer med vinstokke, siger han.
Grebet om sig kan man vist rolig sige. Han startede i 2013 med den første vinstok, og siden er der altså kommet 3499 ekstra til. De mange rækker og druer bliver primært brugt til hvidvin og rosé.
- Den sæson, og det klima vi har i Danmark, gør, at vi har lige så gode chancer for at lave god hvidvin eller rosé, som man har i Tyskland eller Nordfrankrig. Rødvin er straks mere besværligt, forklarer Claus Justsen, der selv beskriver vinen som af god kvalitet.
En af fordelene ved at have vinstokke på sine marker frem for mere klassisk landbrug er for Claus Justsen, at det giver mere liv på gården. Langt de fleste er nemlig en smule interesserede i vin og kommer gerne på besøg til diverse arrangementer.
Og så er der jo det pirrende element i, om det overhovedet kan lade sig gøre at producere god vin i Danmark, hvor vejret ikke altid er til at regne med.
- Det er måske lige på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre, men det ku’ være sjovt, hvis det lykkes. Og det er måske det, der fænger, siger han.
Gennem 2021 har man været udfordret af et koldt forår, ligesom august ikke helt nåede de rette temperaturer.