Buschauffør anholdt i stor politiaktion ved togstation
Politiet holder fortsat kortene tæt ind til kroppen.
Kampklædte betjente er ikke hverdagskost ved Skanderborg Station.
Af samme grund undrede mange skanderborgensere sig søndag over en situation, hvor flere politibiler sørgede for, at en dobbeltdækkerbus blev i parkeringsområdet ved togstationen.
Politiet stoppede den udenlandske bus omkring klokken 15.30, og buschaufføren, en 48-årig bosnier, blev anholdt, mens politiet undersøgte bussen.
Læs også
Vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi var søndag temmelig ordknap i forhold til det massive politiopbud.
- Vi har haft en interesse i at undersøge for et strafbart forhold i forhold til bussen og chaufføren, sagde vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Brystrup søndag til TV2 ØSTJYLLAND.
Det viser sig mandag, at der ikke var et strafbart forhold, og at buschaufføren blev løsladt, efter at politiet havde undersøgt bussen.
Læs også
Ingen hokus-pokus
Fungerende vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi Poul Steffensen vil dog ikke oplyse nærmere om grunden til, at politiet mødte talstærkt frem med kampklædte betjente ved togstationen.
- Vi fik nogle oplysninger om kriminelle forhold i forbindelse med bussen, men det viste sig, at det ikke var tilfældet, siger han mandag til TV2 ØSTJYLLAND.
Han finder det ikke overraskende, at politiet mødte op med 3-4 politibiler og to indsatsvogne.
- Man har villet stoppe den bus, fordi den skulle undersøges, og i den sammenhæng kan jeg sagtens forestille mig, at man indsat ekstra biler, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
I det hele taget mener Poul Steffensen ikke, at sagen er opsigtsvækkende.
- Der er ikke noget hokus-pokus ved det. Den slags sker flere gange i løbet af et år, lyder det.