Brandvæsnet efterslukker overtændt garage
Brandvæsnet var mandag aften kaldt til en overtændt garage udenfor Galten.
De i forvejen travle brandfolk i Østjyllands Brandvæsen fik sent mandag aften en melding om en brand i en garage på Skyttehusvej udenfor Galten.
- Den er overtændt, da vi kommer derud, men vi har slået den ned og er i gang med efterslukning, fortæller operationschef Johnny Damgaard fra Østjyllands Brandvæsen.
Det er husets beboer, der selv anmelder branden klokken 21.48.
Operationschefen oplyser, at ingen personer har været i fare, men at man ikke kan sige noget om årsagen.
Der er tale om en fritstående garage ved et nedlagt landbrug, fortæller Johnny Damgaard, og at branden var nået at eskalere, inden man nåede derud.
Men den er altså under kontrol, og han vurderer, at folkene derude nok snart vender hjemad igen.