Borgmester: Vi skal se om vi kunne have gjort noget anderledes
Politikerne i Skanderborg Kommune skal på næste byrådsmøde drøfte, hvad der skal ske med Ry-sagen
I kølvandet på dagens redegørelse af hele Ry-sagen, hvor en 16-årig dreng i sidste uge blev overhældt med brændende benzin af fire skolekammerater, skal politikerne i Skanderborg Byråd finde ud af, hvordan skolen, børnene og forældrene nu kommer videre.
- På næste byrådsmøde vil jeg opfordre til, at vi sender sagen til at blive gennemarbejdet i Undervisnings- og Børneudvalget. Det er her, vi følger op på vores indsatser. Nu skal vi se, om vi kunne have gjort noget anderledes, siger borgmester i Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Redegørelsen fortæller uddybende om alle disse indsatser, der er blevet foretaget for at løse de konflikter og udfordringer, der har været forbundet med de implicerede drenge og andre på især 9. klassetrin på Mølleskolen.
I den forbindelse bliver skolen rost for sin måde at forsøge at løse problemerne på.
Også aktører uden for skolen har forsøgt at hjælpe de unge på ret køl.
- Det er mit indtryk, at de her drenge ikke er fremmede over for foreningslivet, og de gør brug af de tilbud, der er i byen. Derfor er det også chokerende, at sådan noget her kan foregå, siger Jørgen Gaarde.
Læs også
Ifølge borgmesteren er der ikke tale om en gruppe unge, der konstant er involveret i konflikter og på kant med loven.
- Det var fornuftigt, det de gjorde, det meste af tiden, fortæller han.
Fire unge anholdt i sagen
Den 16-årige afghansk dreng blev mandag i sidste uge angrebet med brændende benzin foran en lokal idrætshal i Ry.
Han blev forbrændt på store dele af kroppen og indlagt på sygehuset i kritisk tilstand. Han blev siden meldt uden for livsfare.
Fire jævnaldrende drenge er efterfølgende blevet anholdt i sagen.
I videoen øverst i artiklen kan du se et længere interview med borgmester Jørgen Gaarde.