Bilerne er som levende væsener
Knud Erik Guldager samler på flotte biler, som han gerne tager en snak med
For nogen er bilen blot et transportmiddel, og for andre er det en passion.
Sidstnævnte er uden tvivl gældende for Knud Erik Guldager fra Skanderborg, der nyder pensionisttilværelsen med sine flotte veterankøretøjer. Han har samlet på alverdens ting i 50 år, og for 15 år siden gjorde han op med sig selv, at han "kun" måtte have ét køretøj til hver dag i ugen samt en hverdagsbil.
Den ældste i samlingen er en Ford T fra 1926, og da den fyldte 90 år den 1. april i år, fejrede Knud Erik Guldager det ved at skrue kølerproppen af og finde en flot blomst i haven til kølerhullet. Han holdt selvfølgelig også en højtidelig tale, og han hygger sig generelt med at tale med sine biler, for de svarer jo ikke igen.
Bent passer på dyrene i Mols Bjerge
- Jeg kører jo mest i Corvetten, og derfor bliver den her V8'er også sådan set en lille smule sur på mig, og så forsøger den at spænde ben, når jeg går ud af garagen, med venstre forhjul, fordi det er for længe siden, jeg har kørt i den. Men når vejret er godt nok til det, så vil jeg køre en tur i den her for første gang i år, siger Knud Erik Guldager.
Den flotte V8'er fandt han i 1967, og den var sunket ned i en pløjemark. Forenden var smadret, for to fyre synes, det var sjovt at køre den ind i et elmetræ, mens de stod på trinbrættet. Knud Erik Guldager fik bilen, hvis han ville fjerne den, og siden er den blevet restaureret helt fra bunden.
Se indslaget om Knud Erik Guldager og de smukke biler i videoen øverst i artiklen.
Indslaget er en del af Livet + det løse, der blev vist på TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag den 28. april. Se eller gense hele ugens udgave af Livet + det løse her