Årvågne festivalcampister afslører telttyve
Fire gange har opmærksomme festivalcampister afsløret telttyve på fersk gerning på årets Skanderborg Festival.
Politiet har fået stor hjælp af årvågne festivalcampister på Danmarks Smukkeste Festival. Hele fire gange indtil videre er telttyve blevet taget på fersk gerning i Skanderborg.
- Sidste år fik vi ikke fat på telttyvene, men fordi folk har været opmærksomme, er fire indtil videre blevet sigtet, siger vicepolitiinspektør Merete Olesen leder af festivalpolitiet til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den seneste telttyv blev afsløret tidlig lørdag morgen kl. 04.00, hvor en ung mand udviste mistænkelig adfærd ved et telt, og det bemærkede nogle af festivalens campister, der hurtigt fik tilkaldt politiet.
- Det er rigtig rart at folk er opmærksomme, og ser man noget mistænksomt, kan jeg kun opfordre til at man kontakter politiet, siger vicepolitiinspektør Merete Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.