Arbejdsulykke for Højesteret
Ansat kræver 1,6 mio. kr. af Hørning-firma
Otte år efter en arbejdsulykke afgør Højesteret nu, om chaufføren eller arbejdsgiveren, transportfirmaet EKV i Hørning, har ansvaret for en ulykke.
3F er parat med erstatningskrav på 1,6 millioner, skriver Fagbladet 3F.
Sagen gælder en nu pensioneret chauffør, der i 2004 kom til skade under aflæsning af varer. En palle fyldt med varer tippede og skubbede chaufføren ud over en liftkant. Manden fik brud på sit håndled og beskadigede senerne i skulderen.
Ifølge advokat Henrik Juel Halberg fra Advokatfirmaet Bjørst, er ulykken arbejdsgiverens ansvar.
- Man her har tilrettelagt arbejdet, så det nødvendigvis må udføres under tidspres. Og hvis der samtidigt er et mønster, hvor arbejdsgiveren ikke følger op over for de ansatte, om de udfører arbejdet korrekt, så kan man ifalde erstatningsansvar, hvis det går galt, siger Henrik Juel Halberg til Fagbladet 3F.
Advokat Christina Neugebauer, der fører sagen for arbejdsgiveren, EKV Transport i Hørning, ønsker ikke at udtale sig.
3F tabte sagen i Vestre Landsret og ankede derefter.
3F Søhøjlandet kræver 1,6 million i erstatning til chaufføren for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt mistede efterlønspræmier.