Anna og Mark kører med næsten tom studentervogn for at demonstrere
Bevægelsen Red Studentertiden kæmper for at fejre afslutningen på gymnasietiden med studenterkørsel. Tirsdag demonstrerer de i København.
I dag er der kørt en næsten tom studenterbil fra Skovby ved Galten til Christiansborg i København.
Der er ingen båthorn eller unge i den, der skråler "Der er kun en hue - den er rød/blå. Den er rød/blå!"
Og det er meningen.
Gymnasieelev Anna Møller Yang, der går i 3.G på Aarhus Gymnasium, og Mark Caton fra 3.G på Risskov Gymnasium er ombord sammen med en vognmand og ejeren af firmaet lejstudentervogn.dk.
De er på vej til København for at demonstrere sammen med resten af bevægelsen Red Studentertiden, der kæmper for retten til at køre studenterkørsel, og den tomme vogn er et symbol på, hvad de kæmper imod.
- Det er vigtigt for os, fordi vi gerne vil fejre tre års hårdt arbejde. Jeg føler, at jeg går glip af en festlighed, som jeg har glædet mig til i rigtig lang tid, siger Anna Møller Yang til TV2 ØSTJYLLAND.
I København håber de at komme i snak med nogle politikere om, hvor meget det betyder for dem at afslutte deres gymnasietid ligesom andre gymnasieelever har gjort før dem.
Læs også
- Det er vigtigt for os, fordi det er noget af det sidste, der vil være muligt for os at gøre under normale omstændigheder under corona. Vores galla blev lavet under andre omstændigheder, og vores dimission bliver formentlig aflyst, siger Anna Møller Yang.
Udgør ikke stor smitterisiko
De mener ikke, at de vil udgøre en stor risiko for smitte med covid-19, da de i forvejen er i smittekæde med dem, de går i klasse med. De vil holde afstand til hinandens forældre på turen rundt med vognen, undgå buffet, og så er de villige til at gå i karantæne i 14 dage bagefter.
Anna Møller Yang henviser også til, at professor i virologi og immunologi, Søren Riis Paludan, fra Aarhus Universitet tidligere har sagt, at studenterkørsel ikke kommer til at udbrede epidemien.
- Under den her genåbning af samfundet, er der en masse specifikke cases. Det er ikke dem, der hverken kommer til at inddæmme eller udbrede epidemien, sagde han den 15. maj til DR.
Minister husker sin studentertid
Myndighederne har endnu ikke meldt ud, om gymnasieeleverne må køre studenterkørsel, men Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagde i midten af maj til nyhedsbureauet Ritzau, at det skal undersøges, om studenter kan få deres vogntur.
- Regeringen øjner en mulighed for, at det kan blive lidt mere festligt at afslutte både 9. klasse, svendeprøver og studentereksaminer, end vi havde frygtet, sagde ministeren til Ritzau.
Læs også
Hun har bedt sundhedsmyndighederne vurdere forskellige scenarier for, hvordan studenter, erhvervsskoleelever og skoleelever kan få en normal afslutning på deres skoletid.
- Vi aner jo ikke, om hestevognskørslen kan lade sig gøre, men jo mere der kan lade sig gøre, jo gladere bliver vi. Jeg tror, de fleste af os godt kan huske, hvordan det var at være unge, og det er jo en kæmpe begivenhed, når man afslutter sin uddannelse, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.
Demonstration hver for sig
Anna Møller Yang og de andre fra Red Studentertiden møder op foran Christiansborg kl. 15 tirsdag, men de opfordrer andre gymnasieelever til at tilslutte sig demonstrationen virtuelt - igennem deres begivenhed på Facebook.
For dem vil det gøre en kæmpe forskel, hvis politikerne lytter til deres ønske.
- Det vil betyde rigtig meget for os, og vi vil blive enormt glade, siger Anna Møller Yang.
Red Studentertiden er alle medlem af Radikale Ungdom, mende understreger, at kampagnen for studenterne ikke er partipolitisk.