Alger i badevandet
Gør livet surt for badegæster ved søerne
Det varme sommervejr lokker mange østjyder ud til søerne, men solen sætter også gang i algerne, og det kan gøre det til en farlig fornøjelse at hoppe i vandet.
Det er blågrønalger, som kan gøre livet surt for de badende.
- De deler sig jo én gang hver halve time, og de fordobler dermed antallet hver halve time, så længe forholdene er til det, siger Morten Vissing, der er biolog hos AQUA i Silkeborg.
Han er onsdag ude at teste badevandet i Knudsø tæt på Knudhule Strand ved Ry. Ligesom i resten af Østjylland har solen onsdag braget igennem, og det er guf for blågrønalgerne.
- Det plejer at være i august, at vi ser dem, men allerede her midt i juli har vi blågrønalger, og hvis varmen fortsætter, så bliver det rigtig, rigtig slemt, når vi kommer hen i august, siger Morten Vissing.
Det Blå Flag vejer stadig ved Knudhule Strand, fordi forekomsten af blågrønalger ifølge Skanderborg Kommune stadig veksler meget.
Men man anbefaler, at badegæsterne tager sine forholdsregler, når man bader i søen. Især skal man holde øje med børn og hunde, som kan finde på at drikke af badevandet.
- Man skal sørge for at tage et bad og vaske sig grundigt, når man kommer hjem, så man får giftstofferne af sig, og det samme gælder, hvis en hund har været ude i vandet, siger Morten Vissing.
Blågrønalgerne udskiller et giftstof, der kan give både udslæt, kvalme og diarre, hvorfor det er en god idé at være påpasselig.
I Silkeborg Kommune er Thorsø og Hinge Sø også ramt af blågrønalger.
Du kan se mere om algerne i indslaget over artiklen.