85.000 gratis fadøl

Smukfest gav en stor omgang

Smukfest i Skanderborg gjorde sit til, at gæsterne fik en festlig afslutning på festivalen søndag.

Søndag var der nemlig fri fadøl og fri sodavand til de mange festivalgæster.

Og det betød, at festivalen langede 34.000 liter øl svarende til 85.000 fadøl over disken - kvit og frit.

- Det blev den happening, som vi havde håbet på. Det var en rigtig hyggelig dag, og det var en super afslutning med D-A-D, og så kom Infernal som en surprise og optrådte også, siger talsmand for Smukfest Poul Martin Bonde.

Det vides endnu ikke hvor mange liter sodavand, festivalen delte ud, da det ikke er opgjort endnu.

Men selvom det har været en succes, tør festivalens talsmand ikke garantere, at Smukfest også giver en ordentlig omgang næste år i Bøgeskoven.

- Det ved jeg ikke. Nu skal vi evaluere festivalen og det hele. Happeningen var lavet i samarbejde med Royal Unibrew, og nu skal vi samle op på det hele, siger Poul Martin Bonde.