20.000 ramt af strømafbrydelse søndag morgen
Omkring 20.000 husstande omkring Hørning var søndag morgen uden strøm på grund af en fejl på højspændingsnettet.
De morgenfriske beboere i og omkring Hørning ved Skanderborg stod søndag morgen op til stikkontakter uden strøm og uduelige kaffemaskiner.
Kort før klokken 06.30 blevet strømmen nemlig afbrudt i omkring 20.000 husstande i området på grund af en fejl i højspændingsnettet.
Læs også
Det oplyser selskabet Energinet til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det skyldes en fejl, som er opstået i en transformer på transformerstation Hørning, fortæller pressechef Jesper Nørskov Rasmussen og fortsætter:
- Vi er ved at undersøge, hvad årsagen er til, at den er stået af.
"Andre der har mistet strømmen?"
Strømafbrydelsen ramte blandt andet borgere i Hørning, Skanderborg og Hasselager, som i de lokale Facebookgrupper undrede sig over, hvorfor de ingen strøm havde.
"Andre der lige har mistet strømmen?" Skrev en borger i bygruppen 'Borgere i Hørning'.
"Er der andre, der oplever strømsvigt på Skanderupgade" lød det fra en anden borgere i bygruppen 'Alt om Skanderborg'.
I samarbejde med Dinel fik Energinet dog hurtigt sendt strømmen andre veje ud til forbrugerne, der efter blot 12 minutter igen havde strøm.
Læs også
- Når der sker sådan fejl, så kontakter vi Dinel og forsyningen bliver genetableret.
Dinel bekræfter overfor TV2 ØSTJYLLAND, at omkring 20.000 af deres el-kunder i 12 minutter var uden strøm søndag morgen. På nuværende tidspunkt skulle der ingen problemer være.