Voldtægtsmand bidt i skridtet

Politiet håber, at læsioner i skridtet kan fælde gerningsmændene til gruppevoldtægt i Hammel.

To af de fem mænd, der forrige weekend overfaldt og voldtog en 21-årig pige i Hammel, har sandsynligvis i en eller anden grad læsioner i skridtet.

Silkeborg Politi afhørte i går den 21-årige endnu en gang. Hun er nu mere fattet og gav en bedre beskrivelse af, hvad der foregik, da hun natten til søndag blev overfaldet og senere voldtaget af tre mænd på Østergade i Hammel.

Under afhøringen kom det blandt andet frem, at den 21-årige under overfaldet sparkede en af mændene i skridtet og at hun på et andet tidspunkt bed en af de andre i hans penis.

Vicekriminalinspektør Jørgen Dalsgaard siger til TV 2 / ØSTJYLLAND, at Silkeborg Politi gerne vil i kontakt med personer, der kender til unge mænd med en eller anden form for læsion i skridtet.

Det kunne for eksempel være kærester, læger eller idrætsudøvere, der har set læsionerne i forbindelse med badet i omklædningsrummet.