Voldsomt røveri mod guldsmed: Politiet jagter bevæbnede røvere
Røvere truede ekspedient og vidner med pistoler
Midt- og Vestjyllands Politi leder efter bevæbnede røvere efter et røveri mod en guldsmed ved Torvet i Silkeborg lørdag formiddag.
Røveriet blev begået lørdag klokken 10.25, hvor fem gerningsmænd gik ind i guldsmeden.
- De truer ekspedienten med en pistol, men der opstår lidt tumult, hvor ekspedienten får fat om pistolen. Men så bliver der sprøjtet noget væske i ansigtet på ekspedienten, formentlig peberspray, som bliver blændet af det, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til tv2oj.dk.
Ekspedienten kunne derefter høre røverne i butikken i lidt tid, inden de løb ud af forretningen.
Her var der nogle borgere, der lavede en civil anholdelse af den ene af røverne, som ikke var bevæbnet.
Truede borgere med pistoler
- En anden borger løber efter en af de andre gerningsmænd. Gerningsmændene sprøjter noget væske på ham, som han får lidt af i hovedet, men han bliver ikke blændet helt. Han fortsætter derfor jagten, men så vender gerningsmanden sig om og peger på ham med en pistol, og han stopper derfor jagten, siger Jens Claumarch.
Lignende situation oplevede en anden borger, der også måtte stoppe efterfølgelsen af en af røverne, da denne pegede på ham med en pistol.
To personer anholdt
Kort tid efter fik politiet fat i endnu en person.
- Et vidne var hurtig til at pege en af gerningsmændene ud på gaden, og en patrulje fik fat i ham. Det viste sig, at han havde lommerne fulde af guldsmykker, siger Jens Claumarch.
Dermed er to personer, begge fra Litauen, blevet anholdt, men politiet leder fortsat efter tre røvere.
Politiet opfordrer: Tip os om røvere
Signalement af gerningsmænd
Den ene er 30-35 år og almindelig af bygning. Han var iført en grå eller blålig hættetrøje og bar under røveriet en klar plastikpose og en pistol.
Den anden beskrives som 20-30 år, mørkhåret og almindelig af bygning. Han havde en mørk trøje på og blå cowboybukser. Denne mand bar en brunlig skuldertaske i en skrårem over brystet. Vidner har forklaret, at også denne mand var bevæbnet.
Den tredje er 25-30 år, mørkhåret med høje tindinger og med en mørk og hvidstribet trøje på og mørke bukser.
Politiet leder også efter en hvid kassevogn, formentlig en Mercedes, med et registreringsnummer, der begynder med AK 61. XXX. Bilen er set i området tidligere lørdag og har muligvis noget med røveriet at gøre.
Også en rød VW Polo kan ifølge politiet måske sættes i forbindelse med røverne.
Har du oplysninger i sagen, kan Midt- og Vestjyllands politi kontaktes på telefonnummer 114.
Øverst på siden kan du se video fra gerningsstedet.